1) Si viro bono affueris, beatus erit, hvis du står den gode mand bi, vil han være lykkelig. Når en hovedsætnings verbum står i futurum, sættes bisætningens verbum i futurum exactum (fut. perf./ fut II), hvis den i bisætningen omtalte handling også er fremtidig, men går forud for den i hovedsætningen omtalte. Futurum exactum oversættes hyppigst på dansk ved præsens.
2) Utinam beatus sit! gid du må være lykkelig! Ønsker betegnes ved konjunktiv. Dette ønske står i præsens, hvorved det udtrykkes, at det kan opfyldes.
3) Utinam beatus esset! gid du var lykkelig! Utinam piratas necavissimus! gid vi havde dræbt sørøverne! Disse ønsker står i fortid; det første gælder om nutiden, det andet fortiden; de er begge uopfyldelige.
4) Simus justi! lad os være retfærdige! Konjunktiv i 1. person pluralis betegner en indbyrdes opfordring.
5) Si adesset, laetus essem; hvis han nu var til stede, ville jeg være glad (men han er ikke til stede, og derfor er jeg heller ikke glad). I en Hypotetisk dobbeltsætning (hvis indhold jo strider mod virkeligheden) sættes konjunktiv såvel i hovedsætningen som i bisætningen, om det nutidige bruges imperfektum.
6) Si affuisses, laetus fuissem; hvis du (dengang) havde været til stede, ville jeg have været glad (havde jeg været glad) (men du var ikke til stede, og derfor var jeg ikke glad). I en Hypotetisk dobbeltsætning (hvis indhold jo strider mod virkeligheden) sættes konjunktiv såvel i hovedsætningen som i bisætningen, om det fortidige bruges pluskvamperfektum.
7) Incertum est, cur afuerit. Det er uvist, hvorfor han har været fraværende (eller var fraværende). I spørgebisætninger bruges konjunktiv.
8) Incertum erat, utrum vicisset an victus esset, det var uvist, om han havde sejret eller var blevet besejret. Med utrum-an indledes disjunktive (modsætningsdelte) spørgsmål.
9) Cum deus bonus sit, etiam justus est, da gud er god, er han også retfærdig. Cum i betydning da (om grund), står med konjunktiv.
Når cum i betydningen da i forbindelse med imperfektum eller pluskvamperfektum betegner en fortidig tilstand eller angiver rækkefølgen af fortidige begivenheder, forbindes det med konjunktiv.
(Cum ventus spirat, recreamur, når vinden blæser, forfriskes vi. Cum i betydning når (om tid) forbindes med indikativ.)
10) Templum intrat, ut deum invocet, han går ind i templet, for at påkalde guden. Pugnamus, ut liberi simus, vi kæmper, for at vi kan være fri. Pugnavimus, (ut) ne servi essemus, vi kæmpede for at vi ikke skulle være slaver. Hensigtssætninger (final) indledes med ut, for at, eller ne, for at ikke og har konjunktiv, der på dansk gengives med en infinitiv eller ved en omskrivning med kunne eller skulle.
11) Legatos misit, qui (= ut ii) pacem peterent, han sendte afsendinge, som skulle bede om fred (for at bede om fred). Også i relative sætninger, der betegner en hensigt, bruges konjunktiv.
12) Curavi, ut taceret, jeg sørgede for, at han tav. Postulo, ut venias, jeg forlanger, at du skal komme. Permitto tibi, ut maneas, jeg tillader dig, at du må blive, eller at blive. Svarende til en udsagnsbisætning på dansk sættes på latin verber, der betegner fremkaldelsen af en handling eller forsøg derpå, en sætning med ut, at, eller (ut) ne, at ikke, hvori der står konjunkiv, som på dansk ofte gengives ved en omskrivning med kunne eller skulle eller ville eller måtte eller ved en infinitiv (effektiv genstandssætning).
13) Impedivi, ne fieret, jeg hindrede, at det skete. Cave, ne facias! vogt dig for at gøre det! eller vogt dig, at du ikke gør det! Ved udtryk, der betegner hindring eller modstræben, sættes sædvanlig en sætning med ne og konjunktiv.
14) Timeo, ne pater veniat, jeg er bange for, at min far skal komme. Timeo, ne pater non veniat (eller ut pater veniat), jeg er bange for, at min far ikke skal komme. Ved verber og andre udtryk, der betegner frygt, bruges ne i betydning af at og ne non (eller ut) i betydning af at ikke, hvorefter der følger konjunktiv.
15) Ita loquor, ut omnes me audire possint, jeg taler så(ledes), at alle kan høre mig. Følgesætninger (konsekutiv) indledes med ut (ita, ut, sic ut) således at, og har konjunktiv. Således at ikke hedder ut non.
16) Rogo, ut facias, quod possis, jeg beder dig om at gøre, hvad du kan. Dixit, patrem facturum esse, quod posset, han sagde, at faren ville gøre, hvad han kunne. Konjunktiv sættes i bisætninger, der indeholder en del af en i en overordnet sætning udtalt ytring eller tanke.
17) Loquitur, quasi nihil sciat, han taler som om han intet vidste. Når en sammenligningsbisætning betegner en antagelse mod virkeligheden (hypotetisk sammmenligningsbisætning) sættes verbet i konjunktiv; efter præsens bruges på latin præsens, på dansk i reglen imperfektum. (Når sammenlig- ningsbisætningens indhold er realt (virkeligt) bruges indikativ).
18) Hostes flumen tranierunt, priusquam nostri id prohiberent, fjenderne gik over floden, førend vore folk kunne hindre det. I konjunktivsætninger med antequam eller priusquam, førend, sættes konjunktiv, når der betegnes en handling, der ikke indtræder.
reciproce
